Skoleårets første TR-møde
Årets første TR-møde bød bl.a. på besøg af Børn og Skoledirektøren og Skolechefen
TR-mødet den 12. august var et særligt møde, for august i ulige år betyder også, at der har været valg til tr-posten.
I år kunne vi sige velkommen til 6 nye tillidsrepræsentanter fra skoler, PPR og Social og Sundhedsskolen.
På mødet drøftede vi bl.a. ferie for nyansatte (der er særlige forhold, som man som nyansat skal være opmærksom på), velkomst af nye kolleger, opgaveoversigterne, kvartals- og årsopgørelser.
Desuden var der besøg af Børn og Skoledirektør Carsten Otte og Skolechef Morten Lyhne, der fortalte om bl.a. vigtigheden af, at man på skolerne finder løsninger sammen, den politiske anerkendelse af arbejdet i folkeskolen og forventninger til bl.a. budgettet - og husk, at det er et valgår.
Der var desuden en række forskellige spørgsmål i relation til UU (uddannelsesreformen, der kan betyde, at UU skal flyttes over i arbejdsmarkedsområdet), undervisningsmiljø og problemer med, at forskellige platforme ikke taler ret godt sammen.
Det er vigtigt, at der bruges tid på, at vi som organisation og kommunens ledelse taler sammen og får italesat både styrker og forskellige problemstillinger - derved bliver det nemmere at forstå de udfordringerne. Derfor har et besøg af og en dialog med netop chef og direktør også stor betydning.
Fra TR-mødet den 12. august hvor TR'erne var i dialog med Skoledirektøren og Skolechefen