Lønnen stiger

I OK24 blev der aftalt lønstigning er for ansatte i kommuner, regioner og ansatte på statens område
Randers Lærerforening har medlemmer ansat i Randers Kommune og på Social- og Sundhedsskolen som er omfattet af lønstigningerne.
Fritvalgs-tillæg
Pr. 1. april 2025 steg fritvalgstillægget for lærere, børnehaveklasseledere, konsulenter, skolepsykologer, UU-vejledere og PB’er i ernæring og sundhed m.fl. fra 1,38 procentpoint til 1,64 procentpoint Det betyder en gennemsnitlig stigning på ca. 110 kr. pr. måned.
Lærere og Børnehaveklasseledere på almindelige folkeskoler, UU-vejledere, PB'ere,...
For lærere og børnehaveklasseledere ansat ved almindelige folkeskoler (ej selvstændige specialfolkeskoler) samt UU/KUI-vejledere indføres pr. 1. april 2025 et nyt funktionstillæg (”almentillæg”) på 4.800 kr. årligt (31.3.2000-niveau). For denne gruppe betyder det en lønstigning på ca. 639 kr. pr. måned.
For PB’er i ernæring og sundhed stiger det centrale funktionstillæg fra 10.000 kr. årligt til 13.000 kr. årligt (31.3.2000-niveau). Det betyder en lønstigning på ca. 400 kr. pr. måned. Desuden indføres der et 12-årstrin på løntrin 37 + 2000 kr. årligt (31.3.2000-niveau). For dem, der omfattes af det nye 12-årstrin, betyder det en månedlig lønstigning på mellem ca. 1.977 - 2.330 kr. afhængigt af ansættelseskommunens geografiske områdetillæg. For PB’ere, der omfattes af det nye 12-årstrin, vil der ske modregning i eventuelle lokalt aftalte løntillæg.
PB’er i ernæring og sundhed ansat som UU/KUI-vejledere får en forhøjelse af deres vejledertillæg fra 7.900 kr. årligt til 10.900 kr. (31.3.2000-niveau), hvilket betyder en lønstigning på ca. 400 kr. pr. måned. 4-årstrinnet ændres fra grundløn + et årligt tillæg på 17.400 kr. (31.3.2000-niveau) til en samlet aflønning på løntrin 35 + 3000. For enkelte på 4-årstrinnet betyder det en mindre nedgang i 4-årstrinnet, som modsvares af stigningen i vejledertillægget.
Desuden indføres der et 8-årstrin på løntrin 40. For dem, der omfattes af det nye 8-årstrin, betyder det en månedlig lønstigning på mellem ca. 2.223 kr. – 2.727 kr. afhængigt af ansættelseskommunens geografiske områdetillæg. For PB’ere ansat som UU/KUI-vejledere, der omfattes af det nye 8-årstrin, vil der ske modregning i eventuelle lokalt aftalte løntillæg.
Social- og Sundhedsskolen
Lærere på basisløntrin 3 fik pr. 1. april 2025 hævet deres undervisningstillæg med 1.500 kr. årligt (31.3.2012-niveau) svarende til ca. 154 kr. pr. måned.
Pensionsprocenten hæves med 0,8 procentpoint til 18,4 procent pr. 1. april 2025. Fra 1. april 2025 kan SOSU-lærere vælge at få den del af pensionen, der overstiger 15 procent, helt eller delvist udbetalt som løn i stedet for pension.