Forslag om investeringer i folkeskolen
Valgdagen nærmer sig og der er mange gode ideer fra kandidaterne. Og forslag der rette fokus på folkeskolen og som vil udvikle den er altid spændende
Kære kandidater til byrådet i Randers
Tak for forslagene om investeringer i folkeskolen, og den generelle positive modtagelse forslagene får fra de øvrige kandidater.
Vi har udfordringer i Randers – selv om skolen og lærerne gør en stor indsats, hvilket bl.a. kan ses af den målte løfteevne. En problemstilling er karaktergennemsnittet ved den afsluttende prøve eller hvor mange, der ikke får tilstrækkelig høje karakterer. Denne problemstilling starter allerede tidligt i skoleforløbet, og skal det løses kræver det investeringer i folkeskolen.
Faglighed, udvikling af undervisningen og lærernes kendskab til og viden om eleverne er det, der får eleverne til at løfte sig rent fagligt. Skabes der ikke en god bund rent fagligt allerede i indskolingen, så er der risiko for at resten af skoleforløbet bliver en lang og umådelig sej kamp.
Den gode undervisning bygger på lærernes engagement, motivation, viden om faget (faglige indsigt), professionelle ansvar og dømmekraft.
Det er netop den velforberedte lærer, der er i stand til at lave en motiverende undervisning. En undervisning, der klæder eleverne på både fagligt og personligt, en undervisning, der er medvirkende til, at de bliver livsduelige dannede og uddannede unge mennesker. Unge mennesker, der fx går i gang med gymnasiet eller starter på en erhvervsuddannelse.
Husker vi ikke andre fra vores egen skoletid, så husker vi vores klasselærer. Læreren, der havde styr på det hele og som bag kulisserne bandt tingene sammen, koordinerede og ordnede alt det andet.
Det er lærerne, der sørger for, at relationer, trivsel og faglighed går hånd i hånd, for har læreren ikke tid til at skabe relationer med eleverne og arbejde for både en social og faglig trivsel, så bliver det svært. Det er netop læreren, der har ansvaret for undervisningen og dermed fagligheden.
Vi vil folkeskolen – vil I?