Kreds 130 - en del af Danmarks Lærerforening

Behov for investeringer i folkeskolen

Bogstaver Skolegård Kridt KH
Debat
07. november 2025

"Randers Kommune er udfordret på en lang række punkter – det er vist ingen i tvivl om. Skal tingene ikke forværres, så kræver det investeringer – vi kan ikke spare os ud af krisen." Det er starten på et læserbrev om investeringsbehovet i folkeskolen.

Leif Styr

Alternativet til at investere i folkeskolen er, at vi sparer os til fattigdom og elendighed. En velfungerende folkeskole er kun velfungerende, når den er ordentlige rammer for såvel elever som lærere både på det almene og det specialiserede område.

Leif Plauborg

Formand i Randers Lærerforening

Randers Kommune er udfordret på en lang række punkter – det er vist ingen i tvivl om. Skal tingene ikke forværres, så kræver det investeringer – vi kan ikke spare os ud af krisen. I forhold til den gruppe af unge mennesker, der står uden for såvel uddannelsesområdet som arbejdsmarkedet, skal der selvfølgelig sættes ind. Men det er lige så vigtigt, at vi laver forebyggende tiltag, der mindsker tilgangen til gruppen fremadrettet. Der er behov for både investeringer i en overgangsperiode, men også vedvarende investeringer i det lange løb for at fastholde en god udvikling.

Vi har en folkeskole, hvor den seneste undersøgelse fra Danmarks Lærerforening peger på en række forhold. 8 ud af 10 lærere peger på, at der i deres klasse sidder elever, der ikke får den støtte, som eleverne har behov for og næsten ligeså mange peger på, at de har elever, der venter på PPR eller andre indsatser.

Næste fire ud af fem lærere mener, at inklusionsopgaven giver uro og støj i klassen og mere end 4 ud af 5 lærere oplever, at der er for få ressourcer til at løse inklusionsopgaven. 2/3 af lærerne oplever desuden, at inklusionsopgaven gør det svært at lykkes med opgaven. Her har vi faktorer, der påvirker den enkelte lærere. Forhold, der fx kan føre til moralsk stress og længerevarende sygemeldinger. Det er ikke mærkeligt, at ca. 36% af lærerne overvejer at forlade faget.

 

Det er derfor nødvendigt, at man igangsætter tiltag, der kan løse udfordringerne på både kort og lang sigt. De kortsigtede investeringer skal gøre det muligt fremadrettet at skabe rammer, der giver almenskolen bedre muligheder for at lykkes her og nu. En løsning – som Dansk Industri peger på – både på kort og lang sigt er to-lærerordninger. To-lærerordninger giver mulighed for såvel holddeling som hjælp til flere elever i undervisningssituationen – både fagligt udfordrede elever og de fagligt dygtige, bedre tid til at tale om både det faglige og alt det andet som fx trivsel...

 

 Andre nødvendige investeringer er kompetenceudvikling og co-teaching. Dette kræver dog tid før det virker og skal samtidig være en varig investering. Investeringerne skal ikke realiseres gennem besparelser på det specialiserede område – men lykkes man – bliver man i stand til at inkludere flere elever i almenskolen eller mindre vidtgående tilbud, færre elever vil blive ramt af skoleværing m.m. Vi får med andre ord et afkast af investeringerne.  

 

Alternativet er, at vi sparer os til fattigdom og elendighed.  

 

HUSK: En velfungerende folkeskole er kun velfungerende, når den er ordentlige rammer for såvel elever som lærere både på det almene og det specialiserede område.  

 

Vi vil folkeskolen – vil I?

Læserbrev af Leif Plauborg, formand i Randers Lærerforening og bragt på Amtsavisen.dk den 7. november 2025